Indkøbskurv0,00
Navigation

Få mest ud af brændeovnen

Brændeovne. Når du køber en brændeovn, er der mange faktorer som du bør have i mente. Først og fremmest skal du vælge en brændeovn, som passer til skorstenen på dit hus.

I denne artikel:
  1. En for stor brændeovn er uøkonomisk
  2. Køb en miljømærket brændeovn
  3. Sådan fyrer du
  4. Tykke stykker nederst, tynde pinde øverst
  5. Gå ud og se på røgen

Hvis din skorsten og brændeovn ikke passer sammen, får du problemer med optændingen, røg i huset og dårlig forbrænding. Den hyppigste årsag er, at skorstenen ikke er høj nok eller for ringe isoleret.

En for stor brændeovn er uøkonomisk

Mange køber en brændeovn som er for stor, og derfor fyrer de ofte uøkonomisk, forurener eller får for meget varme. Når du skal vælge en brændeovn, bør du først og fremmest afgøre om brændeovnen skal være hovedvarmekilden eller om den skal være supplement til andre varmekilder.

Hvis brændeovnen skal være hovedvarmekilden, er det selvfølgelig essentielt at vælge en ovn, som passer til rummet og husets reelle opvarmningsbehov.

På følgende vis, kan du selv guide dig frem til hvor stor brændeovnen bør være:

Brændeovnens kapacitet måles i kW, og som tommelfingerregel skal du regne med, at 1 kW opvarmer fra 16 til 34 m2 alt afhængigt af, hvor meget huset er isoleret. Brændeovnens placering spiller også en stor rolle - jo mere centralt ovnen er placeret, jo bedre fordeler varmen sig. Ønsker man, at brændeovnen skal fungere som hovedvarmekilde, bør overveje om en pilleovn eller en masseovn kan være bedre løsninger, eftersom de også kan brænde når du sover eller slet ikke er hjemme.

Såfremt brændeovnen er supplerende til anden varmekilde, kan du bare vælge den ovn, som du syntes bedst om, og i den mindst mulige kW-størrelse.

Køb en miljømærket brændeovn

Svanemærkede brændeovne bruger mindst muligt brænde, når de anvendes rigtigt. Samtidig udleder de færre sundhedsskadelige partikler såsom - kulilte, dioxin og tjærestoffer. Men du skal være opmærksom på, at hvis der medfølger en ny skorsten, så skal denne være mindst fem meter høj, placeres midt i huset og opsættes 80 cm over rykningen på dit tag. 

Sådan fyrer du

Den vigtigste brik for at få en optimal forbrænding er fyrmesteren selv. Hvis du fyrer forkert i din brændeovn, smider du penge ud i den blå luft. Men med få tommelfingerregler er du hjulpet godt på vej til en god forbrænding.

I en lille brændeovn er brændkammeret ganske lille. Her er det vigtigt at få ild i brændet hurtigst muligt ved påfyldning. Der skal fyres ofte, med små mængder træ, fx mindst to stykker træ og helst flere for at få en god forbrænding. For de fleste brændeovne gælder det desuden, at brændet ikke bør være længere end 30 cm ikke være tykkere end bunden af en ølflaske, og at det skal være kløvet for at få den størst mulige overflade.

Desuden er det vigtigt, at der er aske i bunden af brændeovnen for isolationens skyld, samt at der er et glødelag for at træet kan antændes bedre. Ved at fyre på denne måde nedsættes den tid, der går fra brændet kommer i ovnen, til der går ild i røggasserne. Jo tykkere brænde og jo mindre glødelag, des længere tid vil der være en afdampning ud gennem skorstenen, som tilmed kan være til gene for omgivelserne.

Tykke stykker nederst, tynde pinde øverst

Når der skal tændes op i brændeovnen, laver de fleste den fejl, at de lægger de små pinde i bunden med større stykker træ oven på. I stedet bør man starte med at lægge de større stykker brænde i bunden, efterfulgt af en sprittablet eller aviser, og til sidst den tynde optændingsbrænde. Optændingsbrændet sikrer, sammen med al den luft, der tilføres, når alle luftspjæld er åbne, at skorstenen og brændeovnen hurtigt bliver opvarmede. De små stykker træ vil hurtigt antænde og sikre, at gasserne fra de store stykker træ i bunden antændes efterfølgende, når de bevæger sig op gennem flammerne. Ved optænding, hvor brændestykker ligger øverst, vil mange af gasserne forsvinde uforbrændte sammen med den store luftmængde, ovnen tilføres i starten. 

Gå ud og se på røgen

Hvis du er i tvivl, om din brændeovn brænder rigtigt, så gå udenfor og kig op på skorstenen. Hvis der er mørk røg, skal du ændre på din fyring. Kan du derimod hverken lugte eller se røgen lige over skorstenspiben, har du fyret rigtigt.
 

Brændetårne: http://www.godjord.dk/pejsebraende
Træpiller: http://www.godjord.dk/traepiller
Træbriketter: http://www.godjord.dk/briketter